23948sdkhjf

Dansk hvidevaregigant storsatser i Sverige

Det går godt for den Aarhus-baserede hvidevarekoncern Whiteaway.

Senest kom Whiteaway Group ud af 2019/2020-regnskabet med en omsætning på godt 2,4 mia. kr. og et resultat for året på 61,2 mio. kr. hvilket var mere end en tidobling af resultatet fra året før.

Og nu skal virksomheden så fortsætte oprustningen, og det kommer i første omgang til at finde sted ved en større satsning på det svenske marked.

Har styr på logistikken

Samarbejdet er indgået med den store svenske hjemmeelektronik-kæde NetOnNet. Hidtil har kæden kun solgt mere gængs hjemmeelektronik på deres webshop og i lagershops i både Norge og Sverige.

Men fremover vil der også figurere hvidevarer på deres hjemmeside, og det er kommet i stand gennem samarbejdet mellem NetOnNet og Whiteaway.

Det er en praktisk foranstaltning, idet hvidevarer som bekendt er store, tunge produkter. Den slags varer kræver en særlig logistik, og den har Whiteaway til rådighed, idet de udover deres tilstedeværelse på det danske marked også driver en kæde i Sverige under navnet Tretti.

- Vi øjnede en unik mulighed for at skabe en samlet, stærkere platform for os i Sverige, hvor vi har store vækstambitioner de kommende år. Vi er allerede til stede i Sverige med et stærkt Tretti-brand online og har store forventninger til åbning af fysiske Tretti-butikker. Samarbejdet med NetOnNet er således endnu en kanal til at øge vores svenske volumen, og dermed et attraktivt samarbejde for begge parter, siger Whiteaway-CEO Esben Aabenhus.

Kan gøre NetOnNet ledende

I juli åbnede Whiteaway et nyt lager i Sverige, og det er herfra, at varerne til både NetOnNet og Tretti skal plukkes, således at der kan sikres hurtigere leveringer til svenskerne.

Det vækker også glæde hos NetOnNet, fordi de nu kan indtage en endnu større på det svenske elektronikmarked.

- Vi har en tro på at svenskere vil handle hvidevarer på hurtig og enkel vis, og hos os kommer vores kunder til at finde alle de kendte og store mærkevarer, præcis som inden for andre kategorier. Som en af de største hjemmeelektronik-aktører i Sverige har vi været interesserede i denne kategori i længere tid, eftersom mange af vores kunder gerne vil handle hvidevarer hos os, og vi kender til potentialet, som ligger der, siger business manager hos NetOnNet, Teddy Thor, og uddyber, at han tror på, at de med samarbejdet kan blive blandt Sveriges førende på hvidevaresalget.

Whiteaway Group
mio. kr. 2020 2019
Nettoomsætning 2427 2191
Resultat af primær drift 83,2 13,3
Resultat før skat 77,9 11,8
Årets resultat 61,2 5,9
Regnskabsåret blev afsluttet 31. oktober 2020.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.141